Pensionister skal afhjælpe lægemangel

Sygehuse og privatpraksiser, der mangler læger, får nu en hjælpende hånd fra Lægeforeningen.

Til efteråret opretter foreningen en jobdatabase for de ca. 3500 pensionerede medlemmer, som har lyst til at tage et vikariat eller besætte én af landets mange ledige lægestillinger.

I databasen på foreningens hjemmeside www.laeger.dk skal de pensionerede læger indtaste personlige oplysninger, beskrive deres faglige kompetencer, og fortælle, hvor i landet de har lyst til at arbejde.

Og meget tyder på, at initiativet bliver en succes, skriver Vejle Amts Folkeblad. 

I Region Syddanmark er der pt. mellem 20 og 30 ubesatte lægestillinger i praksissektoren, men prognoserne er dystre. Inden 2010 vil regionen mangle op mod 100 praktiserende læger.

På sygehusfronten ser det ikke bedre ud. På grund af en ny struktur af lægeuddannelsen, der forkorter de nyuddannede lægers turnusperiode på hospitalerne, mister regionen ca. 100 lægestillinger.

Bo Libergren (V), formand for Region Syddanmarks praksisudvalg, er ikke i tvivl om, at jobdatabasen vil blive brugt.

-Initiativet kan ikke i sig selv redde situationen, men det er et skridt i den rigtige retning, som mange af de underbemandede lægepraksiser i yderområderne vil få gavn af, siger Bo Libergren.

Lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, Hans Christian Thyregod, forventer også at bruge databasen, når der skal besættes kortere vikariater eller deltidsstillinger.

Oversigt

    Oversigt