I det fynske folks tjeneste

To personer er svært tilskadekomne efter ulykker med motorcykler

Tre personer sad fastklemt efter ulykke tæt på Faaborg, mens en motorcyklist kørte frontalt ind i en modkørende bil i Bred.

To personer er blevet kørt til Odense Universitetshospital mandag eftermiddag i forbindelse med to forskellige ulykker. Foto: Alexander Aagaard

Der er mandag eftermiddag sket en færdselsulykke på hovedvej 43 ved Faaborg.

- Flere biler og motorcykler har været impliceret, siger vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi.

Ulykken skete klokken 15.16 i forbindelse med et venstresving, hvor trafikanterne er kørt sammen. Trafikanter fra begge retninger har været involveret i ulykken. 

Opdatering

  • 03. jul 2018 kl. 10:40 Der er tirsdag formiddag kommet flere oplysninger om de to ulykker på Fyn: Læs hele historien: https://www.tv2fyn.dk/artikel/venstresving-gik-helt-galt-saadan-skete-ulykke-med-fire-biler-og-motorcykel

Læs også Storebæltsbroen spærret i timevis: Sådan brød lastbil i brand

Kvinde kørt til OUH

En kvinde er svært tilskadekommen som følge af ulykken og er blevet kørt til Odense Universitetshospital. Der har i alt været tre personer fastklemt. Fyns Politi har i skrivende stund ikke flere oplysninger om de tilskadekomne og har endnu ikke det fulde overblik over ulykken i Faaborg, som resulterede i lang kø på landevejen.

Endnu en motorcyklist har været involveret i en ulykke. I Bred tæt på Vissenbjerg kørte en motorcyklist frontalt ind i en modkørende bil. Ulykken skete mandag klokken 14.24.

Motorcyklisten er svært tilskadekommen og er blevet kørt til Odense Universitetshospital. Også føreren af bilen er kommet til skade. Heller ikke her har Fyns Politi endnu det fulde overblik over personskaderne. 

Der har været travlt hos Fyns Politi, der også blev kaldt ud til en brændende lastbil på Storebæltsbroen. Broen var spærret for al trafik i begge retninger i timevis. Broen er åbnet igen.