Peter Kildemand præsterede fint i Tyskland

Fynske Peter Kildemand endte sidst i sin semifinale efter en fin præstation ved det tyske speedwaygrandprix. Han tror fortsat på et wildcard.

Semifinalen blev endestationen for den fynske speedwaykører Peter Kildemand i sæsonens niende grandprix i VM-serien i speedway.

I tyske Teterow blev den 28-årige fynbo sidst i sin semifinale efter en fin præstation, hvor han indsamlede 10 point i de indledende heats.

Peter Kildemand har erstattet en skadet Nicki Pedersen i VM-serien, og i lørdagens grandprix var han det eneste danske islæt.

Slovenske Matej Zagar vandt det tyske grandprix foran slovakiske Martin Vaculik og australieren Jason Doyle. 31-årige Jason Doyle fører i den samlede VM-stilling med 114 point. Polakkerne Patryk Dudek og Maciej Janowski er nummer to og tre med henholdsvis 104 point og 101 point.

Peter Kildemand tror på sæsonafslutning

Peter Kildemand har brug for topresultater i sæsonafslutningen for at få et wildcard til VM-serien næste år.

Og efter lørdagens indsats tror han på, at han kan nå målet i sæsonens sidste tre grandprixer.

- De gode takter er ved at komme tilbage, så jeg tror på, at jeg kan få vendt bøtten lidt og få lavet nogle gode resultater her ved de sidste grandprixer i sæsonen.

- Jeg har fået farten tilbage i cyklen, mit team omkring mig fungerer rigtig godt, og jeg er endelig ved at slippe af med diverse småskader. Så det er egentlig hele pakken, der endelig er ved at spille sammen for første gang i den her sæson.

- Jeg lavede ti point i Tyskland og kom i semifinalen. Jeg har været i en del semifinaler i år (tre, red.), så jeg har jo bevist, at jeg kan være med. Jeg skal bare lige have det sidste frem, for så kommer jeg også på podiet, siger Peter Kildemand til Ritzau.

I denne sæson er han VM-seriens førstereserve. Han gik glip af de to første grandprixer, men har siden været med hver gang og har nu fået garanti for, at han også kører sæsonens sidste tre grandprixer.

Han missede en direkte VM-billet til næste sæson i kvalifikationsfinalen, og hans resultater i VM-serien er ikke gode nok til at sikre ham en fast plads ved at slutte i top-8.

Derfor skal han håbe på et wildcard til næste sæson, og det kræver topresultater i sæsonens afslutning.

- Det har jeg brug for, hvis jeg skal være med i nogle grandprixer næste år, siger Kildemand.

Derfor ærgrer han sig ekstra meget over, at han blev sidst i sin semifinale i Tyskland.

- Det var jo egentlig et meget fornuftigt grandprix, men jeg var kraftedeme træt af at ryge ud efter den semifinale. Jeg følte, at jeg havde farten til et godt resultat, men måske valgte jeg forkert ved at tage den yderste bane.

- Cyklen var sat rigtigt op, og jeg var helt selv ude om, at jeg ikke kom med videre til finalen, siger Kildemand.

Det næste VM-grandprix - sæsonens tiende - køres 23. september i Stockholm.

Oversigt

    Oversigt