Peugeot 307 ikke velkommen på campingpladser

Dansk Camping Union har udsendt varsel til campingpladserne under unionen vedrørende bilmodellen Peugeot 307, som i visse tilfælde udgør en brandfare.

-

Dansk Camping Union, DCU, har udsendt varsel til campingpladserne under unionen vedrørende bilmodellen Peugeot 307, som i visse tilfælde udgør en brandfare.

DCU opfordrer lejrcheferne på campingpladserne til at sørge for at denne bilmodel ikke parkeres i direkte tilknytning til campingvogne, fortelte, telte, hytter og bebyggelse indtil importøren af det franske mærke melder alle biler undersøgt og godkendt.

På Fyn har DCU tre campingpladser, og lejrcheferne modtog meddelelsen torsdag eftermiddag. På Camping Flyvesandet ved Otterup og Åbyskov Strand Camping ved Skårup har indehaverne besluttet, at de gæster der kører netop denne bil, må stille den på parkeringspladsen under opholdet.

-Vi spørger gæsterne, hvilken bil de kører i og hvis det er Peugeot må de stille den på parkeringspladsen, siger Kirsten Hansen fra Camping Flyvesandet. Hun tror at gæsterne vil være meget forstående overfor tiltaget.
-Det er jo for deres eget bedste, forklarer hun.

Hos Camping Odense bliver gæster med en Peugeot 307 i første omgang henvist til en plads, der står langt fra telte og andre vogne. Lejrchef H. C. Hansen siger dog, at når højsæsonen starter den 8. juli vil alle Peugeot 307 ejere blive bedt om at lade bilen stå på parkeringspladsen.

Oversigt

    Oversigt