Booker du et ophold på Philip Eldridge og familiens gård, får du ikke hotelstandarder og roomservice. I stedet får du en autentisk oplevelse, hvor du blandt andet selv er med til at passe dyrene på gården. Og det er der mange børnefamilier, der køber sig ind på.
- De er indstillet på, at det er en gammel ejendom. De er på bondegårdsferie i et eller andet omfang, så de hjælper også med at passe dyrene - og det er de helt med på, siger Philip Eldridge.
Han og familien lejer deres 150 år gamle landejendom ud gennem Airbnb, når de selv skal på ferie.
- Så lægger vi den op et par måneder inden, og så tænker vi hver gang, 'åh nej, den bliver sikkert ikke lejet ud', men så går der to uger, og så er der en familie, der har booket den, siger han.
Særligt glad for denne type gæster
Airbnb-udlejningen startede allerede, mens familien boede i en lejlighed på Vesterbro i København. Når de alligevel skulle hjem til Fyn i weekenderne, satte de den på Airbnb.
- Og lige så stille, så kunne vi bare se, at der var masser, der gerne ville bo der, siger Philip Eldridge.
- Vi fandt også ud af, hvad det var for nogle gæster, vi syntes var fedest at have. Og fordi vi har fået børn rimelig tidligt, så har vi alt udstyret til børnefamilierne, så det var dem, vi satsede på.
Han er bevidst om, at det ikke er nogen hoteloplevelse at komme på ferie på familiens gård, men så kan familien tilbyde noget andet.
- Hvis man nu har børn og gerne vil have en ordentlig børnestol eller 100.000 godnathistoriebøger, så kan man få det på den her måde. Det er et helt andet tilbud, vi kan give som private boligejere, der åbner vores hjem op, siger Philip Eldridge.
Udover at åbne hjemmet op for fremmede, inviterer familien også gerne til koncerter og andre arrangementer i haven.
- Vi keder os, hvis vi står stille, siger Philip Eldridge med et smil på læben.
Og haven byder da også på både hulebyg, leg, trampolinhop og boldspil.
Folk booker sent
Airbnb er i rivende udvikling på Fyn. Siden sidste år er antallet af bookinger gennem Airbnb steget med 21 procent samlet set. I Middelfart Kommune, hvor Philip Eldridge bor, er bookingerne steget med knap 26 procent.
Direktør for Destination Fyn Tue Kempf forklarer, hvad der kan være årsag til stigningen.
- Airbnb imødekommer en tendens, vi generelt ser i turismen - nemlig at folk booker sent. Og der er en platform som Airbnb meget velegnet for mange mennesker, fordi den giver et hurtigt og bredt overblik, siger Tue Kempf.
Derudover er det en platform, der er kendt af rigtig mange, og som mange føler sig trygge ved at booke igennem, tilføjer han.
Philip Eldridge og familien er selv glade for at leje sig ind hjemme hos folk, når de rejser.
- Det er et sindssygt godt alternativ til dem, der gerne vil rejse på en anden måde, og der kan vi bare se, at vi selv, men også andre familier, rigtig gerne vil have den her mere autentiske oplevelse og komme ud et sted, hvor man selv kan lave mad.