Pokalbrag: Publikum giver ekstra energi

GOG-målmand Frank Mikkelsen scorede mod Århus i en hektisk slutfase. Nu venter finalen - og med masser af gule fans til at bakke op, når det brænder på.

Det er umuligt at spå en kommende pokalvinder af søndagens finale mellem GOG og HC Midtjylland.
 Det mener GOG-målmand Frank Mikkelsen, der lørdag var med til at nedlægge Århus med 25-23 i semifinalen i Santander Cup.

 - Det kan blive en dreng eller en pige. Vi spiller altid tætte kampe mod dem, men jeg tror som altid på, at vi vinder, siger målmanden.

 I den anden semifinale slog HC Midtjylland ligatopholdet fra Team Tvis Holstebro.

 - Alle hold er uhyre tætte, alligevel vil jeg hellere møde Midtjylland end Tvis, men det er fordi, at vi spiller nogle fede kampe mod dem og giver den god gas, siger Frank Mikkelsen.

 Den 26-årige målmand står nu over for karrierens største kamp søndag eftermiddag i Arena Fyn.
 - For mig er det nok det største, jeg har prøvet. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

 I semifinalen mod Århus var GOG tæt på at sætte en tremålsføring over styr, men i slutfasen fik Frank Mikkelsen leveret nogle afgørende redninger.

 Målmanden scorede endda et vigtigt mål til 24-22, da han opdagede, at Århus-kollegaen Emil Nielsen var listet væk fra sit mål.

 - Et halvt minut forinden havde jeg sagt til vores centerforsvarer, at jeg ikke vil skyde. Men så greb jeg bolden, og så tænkte jeg, at nu lægger jeg den ned i målet, og det gik fint.

 - Det er ikke helt forgæves alt den træning, jeg har lavet, siger Frank Mikkelsen.
 Målmanden giver samtidig klubbens mange fremmødte fans en stor tak for hjælpen. Den kan også blive afgørende i søndagens finale mod HC Midtjylland.

 - Det er superfedt, at vi er i kæmpestort overtal på tilskuerrækkerne. Det giver os lidt ekstra, når det brænder på til sidst, siger Frank Mikkelsen.

 Søndagens finale i Arena Fyn bliver spillet klokken 16.00.

 

Oversigt

    Oversigt