Politi: Hjælp os med at finde gemte motocrosscykler

Fyns Politi beder om hjælp til at finde ti stjålne motocrosscykler. De er formentlig gemt et sted i Vollsmose og kan være til stor fare for beboerne.

Der er tale om ti motocrossere, som blev stjålet i forbindelse med et indbrud i Ung Nord i Kirkendrup i Odense i begyndelsen af ugen.

Fyns Politi tager gerne imod anonyme tip, der kan føre frem til gemmestedet for de stjålne motorcykler.

- Vi har at gøre med en kendt problematik, som udgør stor fare og gene for beboerne i Vollsmose. Unge stjæler motocrosscykler typisk fra en ungdomsklub og derefter drøner de rundt på dem i høj fart mellem bygninger og mennesker, siger politikommissær Bjarne Puggaard fra nærpolitistationen i Vollsmose.

Fyns Politi har anholdt fem mænd mellem 15 og 22 år, der er sigtet for at stå bag tyveriet. Men de fem sigtede har ikke villet fortælle, hvor de har gemt de stjålne motocrosscykler. Derfor vil politiet gerne have hjælp fra områdets beboere.

- Det her er desværre et tilbagevendende problem, og det er næppe sidste gang, vi oplever den her form for vanvidskørsel. Derfor håber vi, at beboerne i Vollsmose vil hjælpe med at finde crosserne og fortælle os, hvor de er. Kun ved at få dem væk fra området, kan vi undgå, det ender med en ulykke, hvor nogen kommer til skade, siger Bjarne Puggaard.

Den heftige kørsel i området fik tirsdag boldklubben B1909 til at aflyse deres træning på en af de boldbaner, der ikke er hegnet ind. Risikoen var simpelthen for stor, vurderede klubben.

Foreløbig har politiet fundet fem motocrossere. De to stammer ikke fra det aktuelle indbrud. Der er tale om to 250 kubikmeter maskiner - en blå og en gul. Dem eftersøger Fyns Politi nu ejerne af.

Oversigt

    Oversigt