Politi lå inde med aflytninger af advokat

I et halvt år lå Fyns Politi inde med aflytninger, hvor forsvarer taler med sin klient, der nu er tiltalt.

Statsadvokat Jan Rechendorff skal nu afgøre, om Fyns Politi har overtrådt loven ved at gemme aflytninger, hvor en rocker har talt i telefon med sin forsvarer.

Mandag er det kommet frem under en straffesag mod rockere i Retten i Odense, at politiet aflyttede fortrolige samtaler mellem advokat Mette Grith Stage og hendes klient.

Advokaten har klaget over politiet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og nu ligger sagen hos statsadvokaten.

- Det har vist sig, at politiet fortsat lå inde med aflytningerne et halvt år efter, at de var optaget, siger advokat Mette Grith Stage.

Opdaget ved et tilfælde

Retsplejeloven siger, at politiet skal slette optagelser, hvor en aflyttet taler med sin forsvarer.

- I dette tilfælde har det vist sig, at man ikke slettede aflytningerne. Man havde også skrevet samtalerne ud, siger advokat Mette Grith Stage til Ritzau.

Desuden lå politiet også inde med sms-beskeder mellem advokaten og hendes klient.

Samtalerne fandt sted i august og september sidste år, og i februar opdagede advokaten tilfældigt, at hun var blevet aflyttet.

Det skete, da hun besøgte Fyns Politi for at se det materiale, som politiet havde samlet sammen mod hendes klient.

Krænkende for retssikkerheden

Overfor ekstrabladet.dk bekræfter statsadvokaten, at sagen nu ligger på hans bord til afgørelse.

- Men hvordan sagen ender, ved jeg ikke. Vi tygger på den, siger Jan Rechendorff.

Advokaten fastslår, at det "i allerhøjeste grad er krænkende for retssikkerheden," at politiet ikke slettede de fortrolige samtaler.

Straffesagen i Odense drejer sig om en stribe røverier. To rockere, hvoraf den ene er et højtstående medlem af Bandidos, er anklaget for seks røverier og et rambuktyveri med en gummiged.

Begge mænd nægter sig skyldige, skriver ekstrabladet.dk.

Oversigt

    Oversigt