Politi søger vidner efter mistænkelig brand på skole

Politiet undersøger en brand, der torsdag aften brød ud i en bålhytte på H.C. Andersen Skolen i Odense.

Politi og brandvæsen rykkede torsdag aften ud til H.C. Andersen Skolen i Odense-bydelen Vollsmose, hvor der var brand i en bålhytte.

Ifølge vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist bliver der lavet en brandundersøgelse på branden, da man ikke umiddelbart kan forklare, hvordan branden er opstået.

Branden kom hurtigt under kontrol, men nåede at gøre skade på bålhyttens tagudhæng.

En stabel paller i bålhytten var med til at holde liv i branden, og det er en af grundene til, at politiet nu undersøger branden nærmere. 

- Pallerne er enten lagt ud eller har været der i forvejen, så det får vi kigget nærmere på, siger han.  

Politiet hører gerne fra folk, hvis man har oplysninger, der kan hjælpe politiet. 

- Hvis man har set noget mistænkeligt, så må man meget gerne henvende sig til os og fortælle det, siger Kenneth Taanquist. 

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114. 

 

Oversigt

    Oversigt