Politi til kronprinsen: Det her sker ikke igen

Det vil ikke ske igen, at kronprinsen kan køre over en stormlukket bro, siger politidirektør.

Kronprins Frederik var ikke i ensom majestæt, da han natten til søndag forcerede den stormlukkede storebæltsbro.

Med ham havde han også en følgebil fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), der ellers er ansat til netop at sørge for, at den kommende konge ikke bliver udsat for farer.

Ifølge politidirektør Steen Nørskov fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi var PET nemlig med, da kronprinsen - uden nogen form for tilladelse fra myndighederne - kørte over Storebæltsbroen.

- Da PET og kronebilen kommer til Storebælt, får de lov til at køre gennem betalingsanlægget, og det er af sikkerhedsmæssige årsager, forklarer han.

- Der er ikke givet tilladelse til at passere broen, men vi må jo konstatere, at de er kørt over. Det er der ikke mig bekendt fortilfælde for, siger Steen Nørskov.

Ifølge hans kollega, Lene Frank, vil politiet nu tage kontakt til kongehuset. Det siger hun til bt.dk.

Steen Nørskov vil ikke kommentere på det eventuelle efterspil.

Spørgsmål: Hvis det havde være mig eller dig, der var kørt over uden tilladelse, hvad ville konsekvensen så have været?

- Som minimum har du ikke fulgt politiets anvisninger, og det bliver jo straffet med bøde. Der er aldrig nogen, der har gjort det, men mit bud er, at der vil være tale om en bøde, siger Steen Nørskov, der ikke vil give sit bud på bødens størrelse.

Det vil man dog gerne hos Fyns Politi, hvor chefanklager Jan Stick vurderer over for Ritzau, at bøden ville ligge i omegnen af 2500 kroner.

Dog vil Steen Nørskov godt forholde sig til, hvad konsekvensen vil være for kronprinsen, hvis han en anden gang skulle få lyst til at passere en stormlukket bro.

- Jeg vil med fasthed i stemmen sige, at sikkerheden går vi aldrig på kompromis med. Jeg tror godt, at man kan regne med, at det her, det sker ikke igen, siger han.

Oversigt

    Oversigt