Politi undersøger Facebook-trussel

Fyns Politi undersøger, om en 16-årig dreng fra Stenstrup på Sydfyn har overtrådt strafffeloven ved at skrive trusler på Facebook.

Den 16-årige dreng risikerer politisag på grund af en grov hilsen, han forleden skrev på en 15-årig bekendts Facebook-side. Det skriver fyens.dk.

"Jeg er gangster din bums. Bare et ord fra dig, så er du færdig", skrev den 16-årige.

Og det kan meget vel være en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om trusler, vurderer lederen af Fyns Politi i Svendborg, Thomas Anderskov.

- Det kan være ansvarspådragende at skrive på den måde. Og det er desværre ikke ukendt, at vi ser lignende indhold i unges kommunikation, om det så er på Facebook eller i sms'er, siger Thomas Anderskov til fyens.dk.

Politiet vil nu undersøge de unges kommunikation nærmere, blandt andet for at fastslå om det skrevne afviger fra den normale omgangstone mellem de to drenge.

Oversigt

    Oversigt