Politiaktionen på Midtfyn: Vidner havde set sort Volvo i Espe

Under den store menneskejagt fredag rykkede politiet ud til Espe på Fyn, hvor efterlyst bil skulle være set.

I forbindelse med den store menneskejagt fredag rykkede politiet ud til byen Espe på Midtfyn.

Politiet har siden været tavs om aktionen i den lille by, men mandag eftermiddag hedder det i en pressemeddelelse fra Københavns Politi, at aktionen i Espe nu er slut.

- Grunden til, at Espe blev en del af den omfattende politioperation i fredags, skyldtes, at politiet i forbindelse med eftersøgningen fik oplysninger om, at det efterlyste køretøj havde været på netop det sted, skriver politiet.

 - Derfor har vi været så massivt til stede i Espe - for i situationer som denne at lukke alle vinkler ned, har det været nødvendigt at følge dette spor helt til dørs.

Københavns Politi medgiver, at det har set voldsomt ud, men understreger igen, at der ikke er grund til bekymring.

Store dele af landet blev lammet, da en usædvanlig omfattende aktion fredag eftermiddag og aften spærrede danske motorveje, lukkede broer og påvirkede færgetrafikken til Sverige og Tyskland.

Baggrunden for det høje alarmberedskab var PET's frygt for angreb mod specifikke enkeltpersoner i Danmark.

En udvikling fredag med en sort Volvo betød, at politiet mente, at truslerne var tæt på blive taget skridtet videre.

Politiet troede i begyndelsen, at tre personer i den sorte Volvo kunne have forbindelse til sagen om trusler på livet.

Derfor blev den sorte Volvo V90 efterlyst fredag eftermiddag, og en storstilet menneskejagt blev skudt i gang.

Volvoen blev senere fundet på Sjælland, og det hele viste sig at være en misforståelse. Personerne i Volvoen havde intet med trusler at gøre.

I forbindelse med menneskejagten kom den lille by Espe på Midtfyn pludselig i søgelyset, da store politistyrker dukkede op og afspærrede en ejendom i byen.

Oversigt

    Oversigt