-
Politiets service over for borgerne i Odense vil det næste halve år blive væsentligt forringet. En gigantisk overarbejdspukkel skal afspadseres inden nytår, og det betyder, at politiet vil blive mindre synligt i det odenseanske bybillede. Blandt andet nedprioriterer politiet arbejdet med indbrud og indsatsen over for narkomaner i bymidten.
Inden 1. januar 2004 skal de 390 medarbejdere hos Odense Politi have afspadseret 3500 fridage. Det betyder, at hver eneste medarbejder i gennemsnit skal afspadsere to uger.
En hård melding
\"Det får den betydning, at vi ikke kan tilfredsstille alle de borgere, der ringer til os. Det er selvfølgelig en hård melding at give de borgere, der har brug for os. Men sådan vil det være det næste halve år\", siger John Jacobsen, chefpolitiinspektør, Odense Politi.
Odense Politi vil blandt andet reducere patruljeringen i Odense Bymidte, hvor ordensmagten hidtil har sat hårdt ind for at begrænse generne fra narkomanerne. Odenseanere, der har været udsat for indbrud, må også indstille sig på at der kan gå et par dage, før ordensmagten dukker op og tager rapport fra gerningsstedet.
Derudover bebuder politichefen en generel neddrosling af patruljeringerne og af politiets tilstedeværelse ved større offentlige arrangementer.
Resurser til rockere og Vollsmose
\"Dette er en mærkbar serviceforringelse. Men det er desværre nødvendig, hvis vi skal nå at afvikle afspadseringen inden nytår\", siger John Jacobsen.
Odense Politi vil dog opretholde det daglige beredeskab, og hverken i Vollsmose eller i bekæmpelsen af rocker-kriminalitet vil der bliver fjernet betjente.
EU-topmøde og krig
Betjentenes overarbejde er opstået i forbindelse med ekstraordinære opgaver i forbindelse med EU-topmødet i København og med bevogtning i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irak-krigen.