Politiet advarer: Pas på Black Army

Fyns Politi råder udlejere i Svendborg til at tjekke, hvem de lejer lokaler ud til. Black Army kan være på vej til at etablere sig i byen.

Ifølge sektionsleder Lars Thede kan banden Black Army være på vej til at etablere sig i Svendborg, og derfor opfordrer han udlejere til at være særlig påpasselig med, hvem man udlejer lokaler til.

- Der er nogle indikationer på, at Black Army igen forsøger at etablere sig i byen, og derfor opfordrer vi udlejerne til at være særlig opmærksom på, hvem de udlejer til, siger Lars Thede.

Han ønsker ikke at uddybe, hvorfor advarslen kommer netop nu, men han opfordrer udlejere til at sikre sig juridisk, så der kun kan drives særlige forretninger fra de udlejede lokaler, særligt i midtbyen.

Sidste efterår forlød det også, at Black Army var på vej til Svendborg. Dengang holdt Svendborg Kommune og politiet et borgermøde for at diskutere, hvordan man undgik at få banden til byen.