Politiet efterlyser vidner

Politiet vil meget gerne høre fra folk, der kunne have set de to røvere, der tirsdag røvede Nordea i Glamsbjerg.

Politiet er ikke kommet nærmere de to veltrænede bankrøvere, der tirsdag formiddag lavede et yderst velplanlagt bankrøveri i Glamsbjerg.

Men bankens overvågning fangede et tydeligt billede af den Mercedes stationcar de to bankrøvere stak af i. Det håber politiet nu, kan få folk i nærområdet til at vidne.

- Mændene har sandsynligvis ikke haft elefanthuer på på vej derhen, så vi håber meget på, at nogen har set noget, siger Finn Wegner Petersen, vicepolitikommisær, Fyns Politi i Assens.
 
Bilen er en blå Mercedes stationcar ZL fra 2005.

Efterlod afbrændt bil

Bilen blev fundet på krengerupvej i Glamsbjerg. Politiet efterlyser nogen, der har set røverne skifte køretøj.

- De har præcist vidst, hvor længe vi kunne spore bilen, og så skiftet, siger Finn Wegner Petersen.

Efterforskningen fortsætter, og det er især mere billedemateriale politiet satser på onsdag.

- Og så skal vi afhøre bankens personale yderligere, men håber meget på at høre fra eventuelle vidner.

  • Har du set eller hørt noget, så ring til Fyns Politi og bed om Assens Lokalpoliti. Vicepolitikommisær Finn Wegner Petersen.