Politiet er flittig med bødeblokken i december

De næste dage vil Fyns Politi have særlig fokus på trafikforseelser. Det fremgår af et internt brev fra Fyns Politis ledelse. I brevet fremgår det, at man stadig ikke har nået måltallene på trafikområdet.

Frem til årsskiftet skal politiet have bødeblokken frem og hver betjent i beredskabet skal skrive mindst to forseelser pr vagt. Det fremgår i et internt notat fra Fyns Politi, TV 2/FYN er kommet i besiddelse af. I notatet hedder det:

quote Vi er fra højeste sted blevet pålagt at gøre en særlig indsats for at nå måltallet på de trafikfarlige forseelser - og det skal nås. Dette er IKKE til diskussion, og der vil løbende ske opfølgning ved sagslederen frem til den 31.12.16 kl. 2359 - om vi når målet.

Internt notat, Fyns Politi

Vi er fra højeste sted blevet pålagt at gøre en særlig indsats for at nå måltallet på de trafikfarlige forseelser - og det skal nås. Dette er IKKE til diskussion, og der vil løbende ske opfølgning ved sagslederen frem til den 31.12.16 kl. 2359 - om vi når målet.

Snakken om måltal, der skal opfyldes, bekymrer politiforbundet. Her mener man, at den enkelte betjent selv er i stand til at vurdere, hvilken opgave, der er vigtigst at prioitere.

- Hvis man hjemmefra direkte har fået en ordre: Du skal nu ud og foretage en hastighedsmåling eller en foranstaltning i forhold til færdselsloven. Jamen så kan der altså ske noget ud til det sted som gør, at man lukker øjnene for det, og det synes jeg er svært uheldigt. Jeg synes, at man skal tilbage til det, vi har kunnet tidligere, nemlig selv at agere ude blandt befolkningen og vurdere, hvad der her og nu er vigtigt at tage sig af, siger formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt.

Ingen måltal
Notatet fra Fyns Politi er skrevet internt til beredskabet, men ifølge politiinspektør Johnny Schou har afsender misforstået politiledelsens budskab:

- Det rigtige er, at vi ikke har et måltal for, hvor mange trafikfarlige forseelser vi skal nå i Fyns Politi. Ledelsen har et ønske om, at der er et kontroltryk. Det finder vi rigtig relevant. Vi har en erfaring med i december, at spirituskørsel er udpræget, og vi ønsker at undgå de meget alvorlige og meget dyre uheld, der sker, siger han.

Udløser bonus
I notatet gør man opmærksom på, at måltallet for trafikfarlige forseelser udløser en bonus, hvis det nås. Der står:

HV-spørgsmålene vil sikkert stå i kø, når I melder dette ud. Men det er et forholdsvis lille antal sager, der mangler for at nå i mål, og da det er et overkommeligt antal, vi mangler, så vil det da være ærgerligt at miste denne økonomiske gevinst (…)

quote HV-spørgsmålene vil sikkert stå i kø, når I melder dette ud. Men det er et forholdsvis lille antal sager, der mangler for at nå i mål, og da det er et overkommeligt antal, vi mangler, så vil det da være ærgerligt at miste denne økonomiske gevinst (…)

Internt notat, Fyns Politi

Hvad menes der så med det?

- Jeg kan dårligt svare på, hvad en, der har misforstået noget, mener. Det må I spørge vedkommende om. Men det korte af det lange er, at der ikke er en økonomisk gevinst forbundet med at opnå et vist antal trafikfarlige forseelser ved Fyns Politi. Det er ikke en del af direktørkontrakten.

Er der andre, der får en økonomisk gevinst?

- Det tror jeg ikke. Man kan sige, staten får nogle bødepenge, hvis vi skriver nogle sager, men der er ikke noget krav om, at vi skal indkræve et bestemt antal kroner, siger Johnny Schou.

Det har torsdag ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra afsenderen af det interne notat.

Oversigt

    Oversigt