Politiet går i gerningsmands fodspor

Nye oplysninger skal bruges til fastlægge gerningsmandens færden i sagen om et groft seksuelt overgreb mod en 11-årig pige i Vester Skerninge.

LÆS OGSÅ: Efterforskning og krisehjælp i sexsag

Fyns Politi har nu fået omkring 70 henvendelser i sagen om det seksuelle overgreb mod en 11-årig fra Vester Skerninge.

Vicepolitiinspektør Henrik Justesen bad mandag offentligheden om hjælp, og det fik henvendelserne til at strømme ind.

-Der er rigtig mange, som har kontaktet os, og vi har dagen igennem arbejdet på at efterprøve de mange tip, vi har fået. Blandt andet et anonymt tip om en navngiven person, som viste sig ikke at have relevans for sagen, fortæller vicepolitiinspektør Henrik Justesen.

Nye oplysninger om gerningsmandens bil

En del af henvendelserne er kommet fra borgere, som mener, at de har set den bordeauxrøde bil, gerningsmanden kørte i, og hvori selve overgrebet på den 11-årige pige fandt sted på bilens bagsæde.

-Med de nye henvendelser om bilen arbejder vi lige nu på at forsøge at kortlægge bilens færden op til gerningstidspunktet fredag klokken ca. 14.20, hvor pigen blev tvunget ind i bilen, efter hun var stået af skolebussen på Brunsvej i Vester Skerninge.

Vi har også vidner, der mener at have set bilen i dagene op til forbrydelsen. Deres iagttagelser vil også indgå i kortlægningen, så vi forhåbentlig kan stykke et mere tydeligt billede sammen af gerningsmandens færden, siger Henrik Justesen.

LÆS OGSÅ: Status på overgrebssagen

Gerningsmandens bordeauxrøde bil er formentlig af ældre dato. Der er tale om en femdørs model, og pigen har fortalt, at både bilen og gerningsmanden lugtede af tobaksrøg.

Leder fortsat efter gerningsstedet

Mens pigen lå på bagsædet, kunne hun se en hvid campingvogn eller skurvogn med noget orange på. Pigen har forklaret, at hun blev kørt i bilen i cirka 5-9 minutter, inden manden forgreb sig på hende. Sidste del af turen foregik på en mark- eller skovvej.

LÆS OGSÅ: Politi: Forkert campingvogn i medierne

-Pigen har også forklaret os, at manden nærmest var høflig over for hende efter sin ugerning. Han hjalp hende tøjet på og bandt hendes sko. Bagefter satte manden hende af ved Sømarksvej tæt på krydset Balvej/Ravnegårdsvej i Vester Skerninge, siger Henrik Justesen.

Politiet efterlyser

I forbindelse med sagen efterlyser politiet en gerningsmand med følgende signalement:

Mand, 45-50 år, 175-180 cm høj, lys i huden, almindelig til kraftig af bygning, iført sort jakke, muligvis en arbejdsjakke, lyseblå cowboybukser med bælte, sort hue og mørk halsedisse som dækkede underansigtet. Manden talte dansk. Han kørte i en ældre bordeauxrød personbil af ukendt mærke.

Politiet søger også fortsat efter vidner, som fredag især mellem kl. 14 og 15 har set eller har kendskab til:

o En bordeaux ældre personbil i området - særligt kørende omkring Brunsvej og Sømarksvej i Vester Skerninge

o En hvid campingvogn/skurvogn med noget orange på sig i skovområdet omkring Vester Skerninge

Oplysninger fra offentligheden kan gives til telefon 114

Oversigt

    Oversigt