Politiet ophæver afspærring efter brand i Odense

Havnegade var torsdag eftermiddag afspærret i knap halvanden time i forbindelse med en brand i gasflasker.

En afspærring af Havnegade i Odense er blevet ophævet kort før klokken 15 torsdag, oplyser Fyns Politi.

Gaden blev afspærret omkring klokken 13.35 i forbindelse med en mindre brand på gasvirksomheden Air Liquide.

Ifølge politiet opstod branden i forbindelse med påfyldning af gassen acetylen på flasker.

Adskillige patruljevogne, indsatsledere og Falck -og slukningskøretøjer blev sendt til Havnegade i forbindelse med branden.

Det viste sig, at der var tale om en mindre brand, som hurtigt var slukket, men frygten for at gasflasker kunne eksplodere, fik politiet til at oprette en sikkerhedszone på 100 meter og afspærre Havnegade

Klokken 14.55 var situationen under kontrol, og afspærringen kunne ophæves.

Oversigt

    Oversigt