Politiet sigter Frederikshavn-spiller for vold på isen

En slåskamp i Metal Liga-opgøret mellem Frederikshavn og Odense kan ende med en straffesag.

Nordjyllands Politi sigter Frederikshavn-spilleren Kristian Jensen for vold efter en episode, der skæmmede fredagens kamp i Metal Ligaen mellem Frederikshavn og Odense.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kristian Jensen havnede i infight med Odenses Lucas Bjerre Rasmussen. Da Bjerre Rasmussen faldt til isen og tabte hjelmen, blev han slået med en knytnæve i ansigtet og mistede bevidstheden.

- Vi har i dag meddelt den 23-årige ishockeyspiller fra Frederikshavn, at han sigtes i sagen, og at han skal afhøres om det skete. Det er normal procedure i en sag som denne, siger den ansvarlige for politiets efterforskning, politikommissær Peter Skovbak.

Fik flere henvendelser fra offentligheden 

Nordjyllands Politi oplyser også, at man modtog flere henvendelser fra offentligheden om episoden, hvorfor der blev indledt en nærmere undersøgelse, der nu er udmundet i en sigtelse.

Der iværksættes en række efterforskningsskridt, som skal afdække forløbet før, under og efter det skete, hvilket altså blandt andet betyder, at sagens parter afhøres.

Af hensyn til efterforskningen har politiet ikke yderligere kommentarer i sagen.

Fik hjernerystelse og brud i ansigtet 

Knockoutede Lucas Bjerre Rasmussen måtte tilbringe natten på sygehuset. Han pådrog sig en hjernerystelse og et brud på en mindre knogle i ansigtet.

Kristian Jensen blev idømt karantæne frem til 1. december af disciplinærudvalget. Dermed går han glip af 17 ligakampe. Den straf har både Frederikshavn og Kristian Jensen accepteret.

Oversigt

    Oversigt