Politiet skærper kontrollen på skoleveje

De næste tre uger holder politiet øje med skolevejene. Ved samme indsats sidste år kørte tusindvis for stærkt.

Mandag har tusindvis af børn første skoledag. Det betyder, at mange små og urutinerede trafikanter bevæger sig ud i trafikken.

I den forbindelse vil politiet over hele landet holde ekstra godt øje med trafikken på skolevejene de kommende tre uger.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Alt for mange kører for stærkt

Nogle bilister har for travlt med at bringe deres egne børn sikkert i skole, lyder det fra politiet. Og nogle gange betyder det, at de ikke udviser hensyn over for andres børn.

- Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Hvert år stopper vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt, som har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn, eller som undlader at respektere diverse forbudsskilte ved skolerne. For sikkerhedens skyld gennemfører vi også kontroller i år.

Sidste år fik knap 6200 bilister bøder for at køre for stærkt på skolevejene omkring skolestart.

Politiet vil i uge 33, 34 og 35 have øget fokus på bilernes hastighed, om børnene er fastspændt, og om føreren selv husker at bruge sikkerhedssele.

Derudover vil politiet holde øje med skolepatruljernes arbejde og forældrenes parkering i forbindelse med aflevering af børn ved skolen.

Gode råd

Politiet og Rådet for Sikker Trafik har udarbejdet nogle råd til forældre, der transporterer deres børn til skole i bil.

Man skal udvise hensyn over for andre - ikke mindst de nye og usikre trafikanter på vejene. Og så skal man koncentrere sig om at køre bil, når man kører bil, og respektere skiltning og fartgrænser, lyder det.

Hvis vejen til skole tages til fods eller på cykel, er det en god idé at træne skolevejen med barnet og at vælge en sikker rute, hvor man skal krydse vejen færrest gange.

Oversigt

    Oversigt