Politiet skyder mod røver under biljagt

Fyns Politi affyrede flere skud mod en røver. Det lykkedes at anholde ham, uden at nogen kom til skade.

Et røveri mod en Fakta-forretning i Assens endte torsdag aften i en biljagt, hvor politiet affyrede tre skud mod den flygtende røver.

Manden kom først på aftenen ind i Fakta på Søndre Ringvej i Assens.

- Han råber og skriger og virker meget truende. Personalet bliver bange for ham, og det ender med, at han går med sine varer uden at betale for dem, siger vagtchefen hos Fyns Politi, Jesper Fält.

Røveren kørte fra Fakta i en bordeauxfarvet Ford Mondeo. Kort efter fik politiet en opringning fra et sommerhusområde ved Sandager.

- Det går ud på, at der går en mærkelig mand rundt og råber og skriger, fortæller Jesper Fält.

Da manden så en politipatrulje nærme sig, satte han sig ind i sin bordeauxfarvede Ford Mondeo og stak af. Patruljen kørte efter og tre gange standsede manden, men da politifolkene stod ud af patruljevognen, kørte han af sted igen.

Biljagten fortsatte, og politifolkene i patruljevognen affyrede tre skud mod Forden i et forsøg på at ramme dens baghjul. Det lykkedes dog ikke og biljagten fortsatte med høj hastighed ad Middelfartvej mod Middelfart.

- Ved Salbrovad mister føreren herredømmet over sin bil og kører galt. Bilen bliver totalskadet, men føreren slipper uskadt og bliver anholdt, forklarer Jesper Fält.

Manden er sigtet for blandt andet røveri og vold mod tjenestemand, fordi han en af de gange han stoppede op, ifølge politiet forsøgte at påkøre betjentene.

Politiet har endnu ikke haft lejlighed til at afhøre manden nærmere og ved derfor ikke, hvorfor han handlede, som han gjorde.

Oversigt

    Oversigt