Politiet stoppede biler

Fredag stoppede politiet op mod 100 bilister på de veje ved Vester Skerninge, hvor et groft overgreb fandt sted fredagen før mod en 11-årig pige.

Siden fredag har Fyns Politi fået over 50 henvendelser om en bordeauxrød Opel Astra, som gerningsmanden skulle have kørt i.

Politiet stoppede fredag op mod 100 bilister i de to vejkryds, hvor pigen blev samlet op og senere sat af om fredagen ugen før.

Det skete for at få et indtryk af trafikken på vejene omkring det tidspunkt overgrebet fandt sted og måske få fat i folk, der havde kørt der, da det skete.

Mange henvendelser

Overgrebet fandt sted fredag d. 26. oktober om eftermiddagen.

En mand tvang den 11-årige pige ind i sin bil, da hun var på vej hjem fra skole, og forgreb sig på hende.

Et vidne så en bordeauxfarvet Opel Astra af ældre årgang på stedet, hvor pigen blev samlet op omkring samme tidspunkt - en bil, politiet gerne vil høre mere om.

Den efterlyste gerningsmand er 45-50 år, 175-180 centimeter høj og almindelig til kraftig af bygning.

Han havde en sort jakke på, muligvis en arbejdsjakke, lyseblå cowboybukser med bælte, sort hue og en mørk halsedisse, som han havde trukket op for underansigtet.

Siden overgrebet har politiet fået mere end 100 henvendelser fra offentligheden.

Der mangler dog stadig det afgørende gennembrud i sagen og indtil videre er ingen personer anholdt, fortæller vicepolitiinspektør hos Fyns Politi, Henrik Justesen.

Oversigt

    Oversigt