Politiet trak pistol mod paintballskytte

Leg med paintballvåben i Svendborg Bypark endte med politianholdelse.  En 31-årig mand er sigtet efter våbenlovgivningen på grund af leg med et paintballgevær.

-

Leg med paintballvåben i Svendborg Bypark endte med politianholdelse.  En 31-årig mand er sigtet efter våbenlovgivningen på grund af leg med et paintballgevær.

To betjente fra Svendborg Politi trak mandag aften deres pistoler, da den 31-årige truede tre drenge med en riffel, der tilsyneladende var af samme type, som de amerikanske soldater bruger i Irak.

Det hele viste sig dog at være en leg. Politiet reagerede, da de så den 31-årige iført amerikansk ørkencamouflagevest med US-Marine Corps-emblemer og et M16-gevær. Foran ham sad fire 14-16-årige drenge på knæ med hænderne foldet bag nakken.  

Det fik betjentene til resolut at trække deres våben og råbe:  - Smid geværet, fortæller vagthavende hos Svendborg Politi.

Manden reagerede heldigvis som beordret, han risikerede ellers at blive skudt, siger politiet.

Den 31-årige blev straks anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen.

Imidlertid er politiet ikke sikre på, hvorvidt geværet er ulovligt. Almindelige paintballvåben er lovlige, men den 31-åriges var eldrevent og kan derfor være ulovligt, oplyser den vagthavende.  

Episoden fandt sted i Byparken i Svendborg. Drengene og manden havde leget krig i en nærliggende skov, men undervejs flyttede legen altså ind midt i et boligområde. Det er der imidlertid intet ulovligt i.  

- Vi kan ikke komme efter ved det, at de render og leger, siger Svendborg Politi.

Oversigt

    Oversigt