Politiker udvandrede fra møde i regionsrådet

SF bruger for lang tid på at stille spørgsmål om ambulanceselskabet Bios. Det mener løsgænger i Regionsrådet, Holger Gorm Petersen.

Tirsdag gjorde de mange spørgsmål, at han udvandrede fra et orienteringsmøde om Bios.

Han hævder, at det gjorde fire andre politikere fra blandt andet Venstre også.

Holger Gorm Petersen siger, at Bios overholder deres responstider, og så har selskabet vist, at det kan klare opgaven med at køre ambulancekørsel. Derfor er der ingen grund til at SFs Ida Damborg bliver ved med at bore i sagen.

- Hun må i den grad være ramt af en eller anden virus, der er uhelbredelig, eller som der ikke findes nogen medicin imod i hvert fald, siger han til DR Trekanten.

- Hun bliver ved med at spørge ind til de mindste detaljer, som jeg slet ikke synes er noget, som politikerne skal beskæftige sig med, siger han.

Han mener, at det skaber utryghed blandt borgerne om ambulancekørslen i Region Syddanmark.

Ida Damborg undrer sig

Ida Damborg fra SF undrer sig over Holger Gorm Petersens kritik.

- Det kan godt være, at Holger Gorm ikke tror på demokratiet, men det gør regionsrådsformanden heldigvis, siger hun til DR Trekanten.

Hun mener, at Holger Gorm Petersen må selv om, at han vælger at gå fra mødet.

- Men at han bagefter kommer og siger, at det er urimeligt, at jeg bruger tid på at stille spørgsmål og få nogle forklaringer, det synes jeg faktisk er urimeligt. Spørgsmålet er, hvor meget af den her sag, som Holger Gorm overhovedet har fattet, siger Ida Damborg.

Hun siger, at det ikke er tilstrækkeligt at måle Bios på, om de overholder responstiderne.

Selskabet skal også løse de ikke akutte opgaver, som at køre folk til og fra sygehuse til behandling inden for en rimelig tidsramme.

- Og det jeg hører fra mange borgere, det er, at der venter man i urimelig lang tid, siger Ida Damborg.

Så derfor stiller hun spørgsmål og søger aktindsigt.

- Man må sige, at hvis ikke SF og Enhedslisten var blevet ved med at stille spørgsmål, så var det måske aldrig blevet opdaget, at Bios faktisk løj, siger hun.

Det er rigtigt, at flere Venstrefolk forlod mødet i går, før mødet var afsluttet, siger Thyge Nielsen fra Venstre. Men det skyldes, at de skulle til andre møder.

- Når vi indkalder til et møde med et døgns varsel, så må vi jo regne med, at folk skal lave huller i deres kalender. Nogle havde på forhånd sagt, at de kun kunne være der i en time, siger han til DR Trekanten.

Han medgiver dog, at der var mange spørgsmål på mødet.

- Jeg er enig med Holger i, at Ida fyldte meget på mødet i går. Hun har rigtig mange spørgsmål. Det kan godt på nogle virke lidt provokerende. For når vi sidder så mange omkring et bord, så skal der være mulighed for at alle kan komme til orde, siger han.

Men en udvandring i protest, var der ikke tale om, siger Thyge Nielsen.

Holger Gorm Petersen holder dog fast i, at også Venstrefolk forlod mødet i protest.

- Jeg gjorde det i hvert fald. Og min oplevelse var også, at de andre gjorde det, siger han.

Oversigt

    Oversigt