Politikere raser over arbejdsforhold på Lindø

En timeløn på 54 kroner i timen, og en arbejdsuge på 60 timer. Tal, der vækker stor forargelse hos flere politikere, efter TV 2/FYN mandag kunne afsløre "slavelignende" arbejdsforhold i Lindø Industripark.

Det er en forsker og fagforeningen 3F, der kalder ansættelsesforholdene hos Lindø for slavelignende. Og politikerne stemmer i og er forargede ovenpå nyheden.

- Det kommer ikke bag på mig, for der har gået rygter om det, men det skal vi selvfølgelig til livs. Det er helt urimelige arbejdsforhold, siger det fynske folketingsmedlem, Jan Johansen (S), der selv er tidligere arbejder på Lindø.

Virkeligheden for en række polske medarbejdere, der arbejder hos virksomheder i Lindø Industripark er nemlig en timeløn på 54 kroner - og en arbejdsuge, der når helt op på 60 timer om ugen. Enhedslistens Pernille Skipper raser over situationen.

- Jeg synes, at det skal stoppes. Vi skal som samfund ikke finde os i social dumping. Det undergraver vores fælles tryghed, for ingen kan leve i Danmark af en løn på 54 kroner i timen. Vi skal forlange at danske arbejdspladser har danske lønninger og ansættelsesvilkår, så man har råd til at leve i Danmark og kan betale skat til fællesskabet, siger hun til TV 2/FYN.