Politirazzia: Over 2.600 bilister fik en bøde

Sidste uges landsdækkende razzia mod uopmærksomhed i trafikken viste, at over halvdelen af alle de bilister, der blev stoppet, brød loven.

I uge 8 - fra mandag den 20. februar til og med søndag den 26. februar 2017 - gennemførte Fyns Politi sammen med Rigspolitiet og landets andre politikredse en målrettet aktion mod uopmærksomhed i trafikken.

I hele landet standsede politiet i løbet af ugen 4.915 køretøjer, og politifolkene konstaterede over 2.600 forseelser.

Forseelserne omfattede blandt andet 469 bilister, der brugte håndholdt mobiltelefon under kørslen, 308 bilister brugte ikke sikkerhedsselen og 77 kørte frem for rødt lys. 

Derudover blev 11 bilister sigtet for spirituskørsel i den landsdækkende kontrol.

På kun en times razzia kunne Fyns Politi uddele bøder til fire bilister, der talte i håndholdt mobiltelefon. Samtidig stoppede de fynske betjente en bilist og en lastbilchauffør, der var påvirket af hash.

- Uopmærksomhed er blandt de hyppigste uheldsfaktorer i trafikken og kan være årsag til en tredjedel af alle uheld, viser undersøgelser. Uopmærksomhed kan blandt andet være brug af håndholdt mobiltelefon og indstilling af GPS, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Politiets  indsats  støtter Rådet for Sikker Trafiks kampagne "Kør bil, når du kører bil" og Færdselssikkerhedskommissionens nationale handlingsplan.

Oversigt

    Oversigt