I det fynske folks tjeneste

Politisk kommentator: - Trine Bramsen er på vej ud i en krise

Den fynskvalgte forsvarsminister Trine Bramsen har fået flere problemer efter Forsvarets personel tirsdag aften har kritiseret hende i et debatindlæg.

Politisk kommentator Hans Engell mener, at Trine Bramsen er kommet i yderligere problemer efter et debatindlæg i Berlingske blev udgivet tirsdag aften. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er forsvarsminister Trine Bramsen (S) kommet i flere problemer, efter at Forsvarets personel tirsdag aften har kritiseret hende i et debatindlæg i Berlingske.

Læs også Forsvaret modsiger minister: Jo, der er dårlig stemning

- Trine Bramsen er på vej ud i en krise. Enhver forsvarsminister er jo afhængig af at have et godt og tillidsfuldt forhold til Forsvarets chefer og medarbejdere, siger Han Engell, der selv var forsvarsminister fra 1982-1987, og tilføjer:

- Trine Bramsen har på et par punkter formuleret sig sådan, at i hvert fald dele af Forsvaret er særdeles utilfredse.

Bag debatindlægget i Berlingske står formændene for fem store foreninger på forsvarsområdet - fagforeninger for soldater i aktiv tjeneste, veteraner og interesseorganisationer.

Nedvurdering af øverste militære leder

Blandt underskriverne på debatindlægget er Niels Tønning, der er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD). Også Jesper Korsgaard Hansen, formand for Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel (CS), står bag.

Hun bliver simpelthen nødt til lige at tage en knæbøjning og sige, at selvfølgelig har hun klart den opfattelse, at forsvarschefen ikke bare er en almindelig styrelseschef

 

Trine Bramsen fortalte i slutningen af januar til netmediet Olfi, at hun anser forsvarschefen for at være en "styrelseschef" på linje med øvrige chefer i den offentlige forvaltning.

Det har ført til kritik, blandt andet fra de tidligere forsvarschefer Peter Bartram, Christian Hvidt og Jesper Helsø, som lørdag over for DR kritiserede Trine Bramsen.

- Enhver, der kender Forsvaret indefra, ved, at det er en nedvurdering af Forsvarets øverste militære leder, siger Hans Engell og uddyber:

- Forsvarschefen er ikke en styrelseschef, han er ikke som en direktør i Skattestyrelsen eller Miljøstyrelsen. Forsvarschefen har adgang til dronningen, forsvarschefen deltager indimellem i møder i regeringens sikkerhedsudvalg, forsvarschefen står for de centrale beslutninger, når en regering og Folketinget beslutter, at Danmark skal i krig, siger han.

Læs også Trine Bramsen: Politisk mudderkast fra oppositionen

- Forsvarschefen har ansvaret for, at vores unge mænd og kvinder er uddannet, så de kan slås for Danmark, både herhjemme og i udlandet.

- Derfor har forsvarschefen en helt anden position og symboliserer noget helt andet og større, end det at være chef for mange andre styrelser, siger Hans Engell.

-Hun må tage en knæbøjning

Den politiske kommentator mener, at der kun er ét at gøre for Trine Bramsen.

- Hun bliver simpelthen nødt til lige at tage en knæbøjning og sige, at selvfølgelig har hun klart den opfattelse, at forsvarschefen ikke bare er en almindelig styrelseschef.

Læs også Chefer frygter at stå frem med kritik af forsvarsministeren, siger fagforeningsformand

- Det er en, der repræsenterer en myndighed med et helt andet og større ansvar end de fleste styrelseschefer, siger Hans Engell.