Polsk chauffør påkørte to broer

En lastbilchauffør fra Polen, der kørte med en gravko på ladet, ramlede ind i to broer på den fynske motorvej.

Det skete torsdag eftermiddag, oplyser vagtchef Asbjørn Larsen ved Fyns Politi.

Den 42-årige lastbilchauffør kørte med en forvogn og en anhænger, hvor gravemaskinen stod på ladet.

Gravemaskinen var ikke klappet sammen og ragede derfor mere end fire meter op over jorden, som er det tilladte.

Det første sammenstød skete ved motorvejsbroen ved Over Holluf, hvor lastbilen kom kørende i østgående retning.

Den polske chauffør har angiveligt ikke opdaget sammenstødet og fortsatte videre mod Langeskov, hvor gravemaskinen fik sit andet slag mod en betonbro.

Lastbilchaufføren blev efterfølgende standset af politiet.

Førerhuset på gravemaskinen er blevet trykket, mens broen ved Langeskov også har lidt skade - men ikke alvorlig skade, fortæller Asbjørn Larsen fra Fyns Politi.

Den 42-årige polak bliver afhørt senere fredag, og politiet undersøger lige nu, hvilke paragraffer chaufføren har overtrådt.

Oversigt

    Oversigt