Populær drive-in forestilling: Åbent hus tiltrak næsten 1.800 besøgende

For fjerde år i træk blev der holdt åbnet hus på Nyt OUH i Odense. På grund af coronasituationen var det dog noget anderledes end andre år.

Siden 2017 er der hvert år blevet inviteret til åbent hus på byggepladsen, der skal blive til Nyt OUH. Det var også planen i år, men med den verserende coronaepidemi, har folkene bag måttet tænke ud af boksen. 

Resultatet blev, at årets udgave blev afviklet som et drive-in arrangement, og lidt over 1.800 gæster lagde vejen forbi det store byggeri.

En af dem var Ole Egelykke fra Odense, der til daglig arbejder som ingeniør. 

- I og med vi bor i Odense, har vi kunnet følge med, helt fra de begyndte at sætte hegnet op, og så er det bare spændende at se, når noget så stort bliver bygget, siger han til TV 2 Fyn. 

Plan B

Den alternative form for åbent hus gik ud på, at alle besøgende blev enten på deres cykler eller i deres biler. Rundt om byggepladsen var der lagt en rute, så nysgerrige kunne kigge ind på pladsen.

Undervejs på ruten var to stop, hvor de besøgende kunne se film, der fortæller om byggeriet og viser droneoptagelser af byggepladsen.

- Det er klart en plan b det her. Den der kontakt, vi normalt har med folk, hvor de kan komme ud at snakke med dem, der bygger og planlægger det, den har ikke været der, fortæller Helle Fjord Larsen, der er kommunikationsrådgiver på OUH. 

Til trods for den alternative form, var Ole Egelykke glad for, der blev åbnet. 

- Det er fint, at der bliver åbnet. Ellers har vi kunnet køre ude på cykelstierne og tænke: Det er godt nok stort. Jeg synes, det her er rigtig fint, siger han. 

Ifølge Helle Fjord Larsen har de mange besøgende været søde til at overholde de regler, der var udstukket til arrangementet. 

- Folk har været supergode til at køre de 10 kilometer i timen, de måtte og til at blive i deres biler. Der har overhovedet ikke været noget, siger hun. 

Byggeriet af Nyt OUH gik i gang i august sidste år. Det nye hospital bliver 260.000 kvadratmeter stort og skal bygges sammen med Syddansk Universitet.

Efter planen skal byggeriet stå færdig i 2022. 

Oversigt

    Oversigt