Postchef: En voldsom oplevelse

Den postchef fra Kerteminde, der tirsdag morgen blev offer for to unge mænds hærgen, betegner oplevelsen som "voldsom".

Postchefen Jørgen Hansen siger til TV2/FYN, at han forsøgte at lukke dørene ind til posthuset, da han opdagede de to unge mænd på 19 og 18 år, der uden for havde begået en del hærværk mod blandt andet en bus.

Men mændene trængte alligevel ind, og da de igen forlod posthuset tog de Jørgen Hansens briller og kastede dem to gange ned i jorden. Herefter slukkede de en cigaret i panden på ham, så han fik et sår, der skulle behandles på skadestuen.
- Det var en voldsom oplevelse. Jeg var selvfølgelig rystet, og det var en grim oplevelse, siger han til TV2/FYN.

Han betegner deres adfærd som "højtråbende":
- Jeg tænker, at de må være påvirkede af et eller andet, for de var slet ikke til at komme i kontakt med. De kørte i deres eget spor, siger han.

De to unge mænd blev siden anholdt af politiet og skulle tirsdag eftermiddag afhøres.

Oversigt

    Oversigt