Præster går digitalt: - Corona tvinger os i gang med nye medier

Kirkerne er lukkede, men præsterne finder nye digitale måder at sprede det kristne budskab, mens hverdagen er præget af coronavirus.

l søndags afholdt sognepræst Eva Tøjner Götke ikke sin sædvanlige gudstjeneste i Thomas Kingos Kirke i Odense. I stedet lagde hun en fire minutter lang andagt ud på YouTube og Facebook. Hun havde optaget den foran alteret i sin helt tomme kirke, og over 400 mennesker har nu set den.

I det hele taget har præsten fået "en meget positiv respons" på sit tiltag, siger hun.

- Vi præster udfordrer os selv for at finde nye veje. Det er en god anledning til at afprøve de nye medier. Pludselig kommer vi op på dupperne - det gør jeg ihvertfald, fortæller hun.

Eva Tøjner Götke har ikke tidligere udnyttet de sociale medier i særlig høj grad som præst, men netop under corona-krisen er det kristne budskab vigtigt, mener hun.

- Mit budskab er, at vi skal holde sammen og tænke på andre end os selv. Vi skal tænke på de svageste.

Hun er nu i fuld gang med at planlægge sin videoandagt til på søndag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tør ikke sende live

quote Vi er også novicer. Vi aner jo ikke, hvad det er, vi gør

Lene Matthies, sognepræst, Faaborg

I Faaborg Kirke er sognepræst Lene Matthies midt i optagelsen af sin prædiken til på søndag.

- Vi turde ikke lave det som en direkte transmission, for det er vi simpelthen ikke dygtige nok til, siger Lene Matthies.

For hende og kollegerne i Faaborg er de også helt nyt at prædike til et tomt kirkerum. Derfor håber hun, at brugerne vil hjælpe hende med at blive bedre. 

- Jeg håber, at folk vil ringe og sige, at det var noget skidt eller rigtig godt eller komme med nogle gode idéer. Vi er også novicer. Vi aner jo ikke, hvad det er, vi gør, siger Lene Matthies.

Opfordring fra Biskoppen

Hvor mange af de fynske præster, som på søndag afholder digitale gudstjenester eller andagter, vides endnu ikke. Biskop Tine Lindhardt har dog opfordret dem til at finde nye, digitale måder at være nærværende på.

- Vi har opfordret præsterne til dels at begynde at bruge telefonen til det, den oprindeligt var tiltænkt, nemlig at tale i. Men også til at bruge Skype, FaceTime og lægge videoer op. Selvom man taler ned i et kamera, får brugeren jo faktisk en fornemmelse af, at præsten er til stede, siger hun.

Ny målgruppe

Provst Keld Balmer fra Østrup, Skeby og Gerskov Kirker på Nordfyn lagde en kort andagt ud på Facebook og YouTube i weekenden. Den er foreløbig set af mere end 4000 mennesker, og på Facebook er den delt 44 gange.

- Jeg har haft en Facebookside i mange år, men ikke rigtig udnyttet den, fortæller Keld Balmer. 

- Nu øjnede jeg muligheden for at lave det her tiltag, og det er da så absolut det, som har fænget allermest, og som har fået allermest opmærksomhed.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Provst Keld Balmer ved Østrup, Skeby og Gerskov Kirker kom i kontakt med sognebørn på Facebook, da han delte en videoandagt i weekenden.
Provst Keld Balmer ved Østrup, Skeby og Gerskov Kirker kom i kontakt med sognebørn på Facebook, da han delte en videoandagt i weekenden.

Videoen er optaget i provstens egen have, og det bliver også her, næste weekends digitale andagt skal filmes. Nærmere bestemt foran en blomstrende busk.

- Jeg er enormt glad for at holde gudstjenester i kirken. Det er opløftende, men i denne situation er det dejligt, at jeg kan blive ved med at tilbyde en af kirkens kerneydelser, fortæller Keld Balmer.

Trøst i en krisetid

Lige præcis det at være til stede, at være nærværende i en krisetid, er ifølge biskop Tine Lindhardt en helt central opgave for kirken.

- Vi er jo vant til, at når vi er i krise, så søger vi trøst. Vi skal i kirken hjælpe med trøst, mod og tillid til, at der er en vej, selvom den er svær at se. Det håb skal holdes fast, og det evangelium skal forkyndes, siger biskoppen.

Præst Dorthe Tofte-Hansen i Dalum Kirke lægger en kort andagt op hver dag på kirkens Facebookside.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt