Prisfest på Fyn: Fynske huse stiger mere end resten af Danmark

I Middelfart er priserne på parcelhuse steget 34 procent i gennemsnit siden 1. kvartal 2017.

For første gang siden finanskrisen stiger de fynske huse nu mere end landsgennemsnittet.

For mens salgspriserne i hele landet steg med godt 7 procent i det seneste kvartal sammenholdt med samme kvartal i 2017, så er de fynske huspriser steget med 8,8 procent i samme periode.

Især i Middelfart kan husejerne glæde sig.

Her steg priserne i sidste kvartal med mere end 34 procent sammenlignet med 2017.

Et gennemsnitshus ved Lillebæltsbroen koster nu 1,8 millioner kroner. Dermed har Middelfart overhalet Svendborg som Fyns næstdyreste by.

Her er huspriserne steget mest på Fyn (1. kvartal 2017-2018)

Ifølge cheføkonom Jan Størup Nielsen fra Nordea er Middelfart inde i en rigtig god udvikling.

- Der skabes mange job i Trekantområdet, og der er mange, der flytter til bl.a. Middelfart udefra, siger Jan Størup Nielsen.

Det bekræftes af afdelingsleder Claus Hansen fra Middelfart Sparekasse.

- Vi får flere tilflyttere nordensfra og fra Sjælland og Københavns-området, og det er jo ikke anderledes end, at man sagtens kan hoppe ind i toget, arbejde undervejs og arbejde i København, selv om man bor i Middelfart, siger Claus Hansen.

Dyreste by på Fyn at købe hus er fortsat Odense. Her koster et hus på 150 kvadratmeter gennemsnitligt  2,2 millioner kroner.

Både Jan Størup Nielsen og Claus hansen forventer, at huspriserne vil fortsætte stigningen på Fyn. Men hvad der er godt for hussælgerne kan være dyrt for førstegangskøbere.

Claus Hansen, afdelingsleder i Middelfart Sparekasse. Fotograf Morten Grundholm.

- Det bliver dyrere at komme ind på boligmarkedet, og man er måske tvunget til at kikke andre steder og lidt længere fra de attraktive og dyreste områder på øen, siger Jan Størup Nielsen. 

De er i øvrigt ikke kun de fynske parcelhuspriser, der stiger for tiden.

DET SÆLGES HUSENE PÅ FYN FOR I GENNEMSNIT

De fynske ejerlejligheder er i første kvartal steget med 19 procent mod 12 procent på landsplan, mens fritidshuse er steget med 9 procent, hvilket er på niveau med resten af landet.

Oversigt

    Oversigt