Voldsom promille: 52-årig får frakendt kørekortet i ti år

En 52-årig mand fra Vestfyn får fire måneders fængsel og frakendt førerretten i ti år, efter han to gange er blevet stoppet med en promille på over 2,0.

Ved Retten i Odense blev en 52-årig mand mandag dømt for flere gange at køre bil i stærkt påvirket tilstand. Det koster ham både førerretten i ti år og fire måneder i fængsel. 

- Når han får sådan en dom, så er det, fordi han har en fortid. Han har tidligere kørt bil i påvirket tilstand, siger Torben Klose, der er anklager i sagen. 

Det første forhold, manden er blevet dømt for, foregik i juni 2018.

Her havde vidner tilkaldt politiet, da de havde set manden køre bil i tilsyneladende påvirket tilstand i Aarup. Det viste sig at holde stik, da blodprøven viste en promille på over 2,0. 

Igen i oktober var den gal, da den 52-årige blev stoppet i et rutinetjek ligeledes i Aarup, og endnu en gang viste promillen sig at være langt over de tilladte 0,5. 

Udover at være blevet idømt ubetinget fængsel skal manden også betale en bøde på 21.000 kroner, og retten har konfiskeret hans to biler.

Den ene er konfiskeret, fordi han har kørt med en promille på over 2,0, og den anden er konfiskeret, fordi han tre gange er blevet stoppet uden kørekort. 

- Vi vil gerne gøre opmærksom på, hvor farligt det er. Forleden var der jo for eksempel en spritbillist i Italien, der kørte ind i en gruppe turister. Det  dræbte 6 og kvæstede 11. Heldigvis er der ikke sket uheld i forbindelse med den her sag, men det er utroligt farligt, siger Torben Klose. 

Den 52-årige modtog dommen. 

 

Oversigt

    Oversigt