Protester mod spareplaner

Næste uge vil stå i protesternes tegn i Odense Kommune. Flere grupper har bebudet stormøder og protestaktioner mod kommunens besparelser på omkring 250 millioner kroner.

-

Næste uge vil stå i protesternes tegn i Odense Kommune. Flere grupper har bebudet stormøder og protestaktioner mod kommunens besparelser på omkring 250 millioner kroner.

Mandag den 17. juni indkalder repræsentanter for forældre med børn i de odenseanske daginstitutioner til stormøde. Formandsudvalget vil i Marienlystcentret diskutere kommunens udspil til besparelser på omkring 102 millioner kroner på børn- og ungeområdet.

Alle pædagoger og pædagogmedhjælpere er inviteret til mødet sammen med brugerbestyrelserne for daginstitutionerne. Til gengæld er politikerne ikke inviteret med til mandagens stormøde. Arrangørerne håber på 500 deltagere.

Dagen efter har skolebestyrelserne i Odense indkaldt til demonstration på Flakhaven i prostest mod de planlagte besparelser på skolefritidsordningerne.

Borgerhøring
Og samme dag afholder Odense Kommune en stor høring for alle kommunens borgere om de bebudede besparelser. En høring der på forhånd bliver kritiseret af blandt andet pædagogerne for at være spil for galleriet.

Formanden for BUPL-Fyn Lisbeth Schmidt Jespersen mener, at politikerne allerede på forhånd har besluttet, hvilke områder der skal rammes af sparekniven.

Onsdag diskuterer kommunens økonomiudvalg endnu engang de omfattende spareplaner. 

Oversigt

    Oversigt