Radikal splid om motorvejen

Den radikale spidskandidat til Fyns Amtsråd raser over sin partifælle på Christiansborg. Kristian Grønbæk Andersen kræver at folketingspolitikerne finder penge til motorvejen mellem Odense og Svendborg. Se tv-indslag om Peschardt udtalelser

Fynsk spidskandidat raser mod partifælle

Den radikale spidskandidat til Fyns Amtsråd raser over sin partifælles modstand mod den fynske motorvej. Kristian Grønbæk Andersen kræver at folketingspolitikerne finder penge til motorvejen mellem Odense og Svendborg.

"Med Vibeke Peschardt som ven og partifælle behøver jeg ingen fjender. Det er desværre konklusionen, efter at hun i de seneste dage har undsagt motorvejen mellem Svendborg og Odense". Sådan lyder den barske og kontante reaktion fra den radikale spidskandidat til amtsrådsvalget, efter at partiets trafikpolitiske ordfører har afvist en motorvej.

Vibeke Peschardt mener, at motorvejen kun bør gå fra Odense til Ringe.

"En motorvej vil tømme Sydfyn for et aktivt erhvervsliv. Svendborg vil blot blive en hurtig pendlerby", siger Vibeke Peschardt.

Ikke overraskende har den radikale kovending skabt panik på Sydfyn. Borgmestrene i både Svendborg og Egebjerg afviser kategorisk , at en motorvej skulle dræne Sydfyn for erhvervsvirksomheder.

Men også de radikale partifæller på Fyn er rasende over den pludselige radikale vaklen.

"Jeg vil opfordre min trafikpolitiske ordfører til at vedkende sig, at vort parti stemte for loven om motorvejen mellem Svendborg og Odense. Det må også betyde en forpligtelse til at finde penge til motorvejen", siger Kristian Grønbæk Andersen.

Oversigt

    Oversigt