Radikale trækker støtten til Mette Frederiksen - hvis ikke der udskrives valg til efteråret

Radikale Venstre vil have valg senest til oktober. Sker det ikke, trækker partiet sin støtte til statsministeren. Det siger fynske Rasmus Helveg Pedersen (RV).

Danskerne skal til valg i efteråret.

Det mener Radikale Venstre, der er klar til at trække sig som støtteparti til den nuværende regering, hvis ikke Mette Frederiksen udskriver valg, inden Folketinget samles efter sommerferien den 4. oktober. 

- Der kommer valg. Det er vores ønske og opfordring, og der er ikke rigtig plads til andet, siger Radikale Venstres fynske folketingsmedlem Rasmus Helveg Pedersen.

I siger, det er en opfordring. Hvad er konsekvensen, hvis Mette Frederiksen ikke udskriver valg?

- Så vil vi sørge for, at det bliver udskrevet ved at trække vores støtte.

Det lyder som en trussel?

- Det er ikke ment som en trussel, men det står klart, at der er brug for en ny start, fortæller han.

Hvem peger I i stedet på som statsminister, hvis det viser sig, at Mette Frederiksen ikke længere har et flertal efter et valg?

- Det har vi ikke taget stilling til endnu.

Et valg kan ende med en blå statsminister. Vil I hellere det?

- Vi synes, tiden er kommet til at rense luften, og vi vil ikke længere have en etpartiregering, siger Rasmus Helveg Pedersen.

Ingen advokatundersøgelse

Meldingen kommer, efter partiets hovedbestyrelse og folketingskandidater har holdt halvanden times "fortrolig politisk drøftelse".

Her skulle partiet diskutere, hvordan det stiller sig, efter Minkkommissionens beretning landede torsdag. Der har været pres på Radikale Venstre, fordi det er det eneste støtteparti, der indtil nu ikke havde meldt noget ud.

Radikale Venstre har på mødet besluttet, at partiet ikke mener, der skal laves en advokatundersøgelse. Dermed er der ikke politisk flertal.

- Det virker ikke som om, der er noget at komme efter juridisk, men til gengæld er sagen ikke færdig politisk, så derfor vil vi have valg i stedet, siger Rasmus Helveg Pedersen. 

Konservative tror på valg

De Konservatives formand kalder Radikale Venstre krav om folketingsvalg for 'et stunt'.

- I stedet for, at vi alle sammen leger lommejurister, er det så ikke bedre at bede nogle rigtige jurister finde ud af, om der er tale om groft uagtsomhed eller ej, siger han til TV 2 News.

- Det her med valg er jo et rent stunt. Det har statsministeren jo allerede planlagt, siger den konservative formand.

Tidligere minkavler Martin From mener ligeledes, at statsministeren skulle have trukket sig, da Minkkommissionens beretning udkom.