Rahbæk efter Fynbus-blamage: Ærgerligt og glædeligt

Fynbus' sparerunde og mulige nedlæggelse af to busruter er aflyst. Borgmester Peter Rahbæk Juel ærgrer sig over, at regnefejlen skabte diskussion mellem de fynske borgmestre.

Det var med blandede følelser Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) modtog meldingen om, at Fynbus havde klokket gevaldigt i det og lavet en regnefejl på cirka ti millioner kroner.

I halen på regnefejlen meddelte Fynbus nemlig, at busruterne 110 og 920 var i fare for at blive nedlagt. Samtidig afstedkom fejlen en ophedet diskussion med Peter Rahbæk Juel i centrum.

Og det ærgrer borgmesteren: 

- Jeg synes det er rigtig, rigtig ærgerligt. Der kom jo en stor diskussion - også mellem fynske borgmestre oven på de her tal, som jo så ikke holdt.

- Sådan noget må helst ikke ske, slår borgmesteren fast.

- Omvendt glæder jeg mig på vegne af passagererne, som nu ikke skal være bange for om deres bus kører eller ej. Nu er der et andet grundlag at levere bussen på.

Sparerunde er aflyst

Carsten Hyldborg, direktør hos Fynbus, siger til TV 2/Fyn, at fejlen i stedet for minus ti millioner kroner, viser at busselskabet "får lidt højere indtægter".

- Det er min opfattelse, at den varslede sparerunde er aflyst, siger Carsten Hyldborg og tilføjer:

- Jeg tror ikke der er nogen der er ufejlbarlige. Og vi plejer at have nogenlunde tillid til de ting vi kommer med. Her har vi begået en fejl.

Mens at sagen kørte i højeste gear argumenterede Carsten Hyldborg med, at vejarbejde i Odense gjorde buskørslen dyrere og kostede passagerer.

 

Oversigt

    Oversigt