Randers og OB spiller uafgjort i livligt opgør

Søndag faldt begge mål i første halvleg, da Randers og OB spillede 1-1 i anden runde af Superligaen.

Søndag delte Randers FC og OB i porten i anden runde af Superligaen, da holdene spillede 1-1 i en jævnbyrdig fodboldkamp på Cepheus Park i Randers.

Både Randers og OB kom godt fra land i sidste uge, da begge hold startede sæsonen ud med sejre. Det forsøgte begge mandskaber at gøre kunsten efter i en meget jævnbyrdig og livlig kamp, hvor holdene skiftede til at have momentum.

Begge mål faldt i første halvleg efter omstillinger, hvor det andet hold havde initiativet.

Først var det OB's anfører Jens Jakob Thomasen, der bragte gæsterne foran, inden Randers’ angriber Alhaji Kamara udlignede.

Ikke vundet i 12 kampe

Selvom OB var bedst i anden halvleg, vil mandskaberne nok være tilfredse med pointdelingen, da begge hold havde chancer for at tage alle tre point.

Med søndagens resultat blev OB's udebanekompleks i Randers udbygget, da fynboerne nu ikke har vundet mod kronjyderne i 12 kampe på Cepheus Park.


Kampens start var meget rodet, men det til trods faldt kampens første scoring allerede efter 15 minutter.

En kontrachance til OB endte med en returbold til Jens Jakob Thomasen, der fra kanten af feltet trykkede bolden ind bag Patrik Carlgren i Randers-buret.

OB satte sig på spillet

Efter målet åbnede kampen mere op, og begge hold var tæt på at score.

I det 34. minut fik værterne udligningen i hus, da Alhaji Kamara fik sidste fod på et tidligt indlæg i en hurtig Randers-omstilling.

Efter pausen satte OB sig mere og mere på spillet og havde flere gode forsøg.

Tættest var OB-kantspilleren Emmanuel Sabbi med et stolpeskud kort før slutfløjt.

Men ind kom bolden ikke, og derfor sluttede kampen 1-1.

Oversigt

    Oversigt