Redningsaktion opgivet: Sømand mangler stadig
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En stor redningsaktion var i gang fredag eftermiddag, efter et tankskib meddelte at et besætningsmedlem ikke har været set siden torsdag eftermiddag klokken 17.
Besætningsmedlemmet faldt formodentligt over bord mellem Bornholm og Sjællandsrev. Det lykkedes dog ikke at lokalisere den manglende sømand.
- Eftersøgningen er nu blevet afsluttet uden held, da det desværre ikke lykkedes at lokalisere den sømand, der var faldet overbord. Det eftersøgte område var meget stort, og der er mulighed for, at sømanden har befundet sig i vandet i mange timer. De aktuelle vandtemperaturer i de danske farvande ligger mellem 16-18 grader, hvilket betyder, at overlevelsesmulighederne er begrænsede uden passende beklædning, oplyser Jess Abrahamsen fra Marinehjemmeværnet.
For at øge sandsynligheden for en succesfuld redning blev det store eftersøgningsområde inddelt i mindre zoner. Derudover blev der tilkaldt hjælp fra Sverige og Tyskland for at hjælpe med eftersøgningen. Hvert skib, fly og helikopter fik tildelt specifikke mønstre til at gennemsøge inden for deres angivne zoner, skriver Marinehjemmeværnet på Facebook.
I eftersøgningen var der både indsat danske og tyske styrker. Det var det danske hjemmeværn som havde kommandoen i eftersøgningsområdet.
Eftersøgningen efter det savnede besætningsmedlem genoptages ikke lørdag, melder den vagthavende officer i Forsvaret overfor TV 2. Årsagen er, at det område, hvor det vurderes, at det er mest sandsynligt at finde vedkommende, allerede er eftersøgt.