Regeringen vil have gjort noget ved havmiljøet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Regeringen vil øge indsatsen for det nødlidende danske havmiljø. Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S) til Politiken.
Blandt andet mener han ikke, at det danske fiskeri er holdbart, som det foregår lige nu. Ministeren vil desuden have indvindingen af råstoffer på havet indskrænket. Og han finder det uacceptabelt, at virksomheder i årevis har fået lov til at udlede oliespildevand i Storebælt.
- Vi har massive problemer med primært vores kystmiljø og dets vandmiljø. Massive problemer. For mig at se som miljøminister må det være min hovedopgave at rette op på det, siger han til mediet.
Landbrugets udledning af kvælstof skal genvurderes af en uafhængig ekspertkommission næste år. Magnus Heunicke understreger over for Politiken, at regeringen vil tage tvang i brug, hvis kommissionen anbefaler højere krav til landbruget og frivillige tiltag fra landbruget viser sig ikke at være nok. Samtidigt erkender han, at Danmark "halser bagefter EU-reglerne".
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding betegner det som bemærkelsesværdigt, at Magnus Heunicke "godt kan se, hvad der skal til, og at han erkender, at der har været et politisk svigt".
- Det siger han, at han vil gøre op med, og det bakker jeg fuldstændig op om, siger hun til Politiken.