Region søger millioner til psykiatri

Region Syddanmark har ansøgt statens satspulje om 207 millioner kroner til styrkelse af indsatsen overfor sindslidende blandt andet med lokalpsykiatrier i flere byer.

Af de ansøgte 207 millioner kroner skal 150,5 millioner gå til oprettelse af lokalpsykiatrier i alle større byer i regionen.

Der er i dag lokalpsykiatrier i Middelfart, Svendborg, Esbjerg, Brørup, Varde, Tønder, Aabenraa, Vejle og Fredericia.

Lokalpsykiatrierne skal fungere som omdrejningspunkt og indgangsport til psykiatrien, men der vil stadig være sengepladser til dem, der har brug for det.

10,2 millioner kroner skal gå til færdiggørelse af Psykiatrisk Afdeling Esbjerg og 46,3 millioner til medfinanciering af Psykiatrien og Børne- og Ungdomspsykiatrien på det ny OUH.

Sindslidende syddanskere skal opleve, at de får den højest mulige kvalitet, at det er nemt at komme til - også udenfor normal kontortid - og at der er sammenhæng i behandlingen, hedder det i en pressemeddelelse fra Region Syddanmark.

Oversigt

    Oversigt