Region Syd vil forkæle offentligt ansatte

Hjælp til tøjvask og indkøb skal gøre det mere attraktivt at arbejde i det offentlige, mener regionsformand. Sygeplejersker vil hellere have mindre stress.

Når lægens datter er syg, sørger hans arbejdsgiver for en reservebedstemor til at passe hende. Og sygeplejersken behøver ikke tænke på aftensmaden: Den kan hun få færdiglavet med hjem fra arbejde.

Det er den slags forkælelse, der skal til, hvis det skal gøres attraktivt at arbejde i det offentlige, mener regionsformand i Regions Syddanmark, Carl Holst.

Han forestiller sig tilbud om hjælp til rengøring, havearbejde, tøjvask og børnepasning, og medarbejderne i regionen skal kunne bestille og få udbragt dagligvarer gennem arbejdet og købe aftensmaden med hjem fra arbejdspladsen.

Næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg, mener ikke, hendes medlemmer har hjælp til tøjvask og rengøring øverst på ønskelisten.

- Det er på arbejdspladsen, problemerne er. Sygeplejerskerne har brug for et mindre stresset arbejdsliv med tid til at tage sig ordentligt af patienterne, siger hun.

Oversigt

    Oversigt