Region Syddanmark opjusterer Holsts eftervederlag

Samlet set har forsvarsminister Carl Holst nået at modtage over en halv million kroner i eftervederlag.

Forsvarsminister Carls Holst (V) har samlet set nået at modtage over en halv million kroner i eftervederlag, inden han torsdag bekendtgjorde over for offentligheden, at han nu frasiger sig retten til de godt 833.000 kroner, han har ret til, efter at han trak sig som formand for Region Syddanmark.

Det oplyser regionen til Ritzau.

Selvom Holst selv valget at trække sig for herefter at hellige sig hvervet som folketingsmedlem og minister, så giver de gældende regler ham ret til 12 månedslønninger på 69.419 kroner i eftervederlag.

Regionen har hidtil oplyst, at Holst efter reglerne i juni fik udbetalt seks månedslønninger på én gang, efterfulgt af endnu en udbetaling af en enkelt månedsløn måneden efter.

Men hertil kommer - oplyser Region Syddanmark - at Holst også har modtaget 18.511 kroner for den sidste uge af juni.

Det betyder samlet set, at Carl Holst har nået at modtage 504.450 kroner fra regionens kasse, inden han torsdag sagde stop for det resterende beløb.

Sagen om forsvarsministerens eftervederlag har vakt opsigt, fordi han samtidig modtager ministerløn på omkring 1,1 millioner kroner og således modtager store gager fra to forskellige offentlige kasser på samme tid.

Dansk Folkeparti har været blandt kritikerne, men efter, at Holst har sat en stopper for de sidste udbetalinger, har partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, erklæret sig tilfreds med forsvarsministeren.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde for første gang ord om sagen på et pressemøde på Venstres sommergruppemøde fredag.

Han har "fuld respekt" for Carl Holsts beslutning om at sætte en prop i eftervederlaget. Samtidig sagde han, at reglerne bør laves om.

- Der er brug for, at vi får kigget på de her regler, og det er der taget initiativ til. Der skal kigges på reglerne for regionsmedlemmer. Det kan ikke nytte noget, at det er den enkelte, der skal stå moralsk på mål for en løn, som andre har besluttet, man skal have.

Oversigt

    Oversigt