Regn afløst af frost og glatte veje – onsdag kan vi få snevejr

Over store dele af Fyn er der tirsdag morgen meldinger om pletvis isglatte veje.

Tirsdagen er startet køligt på Fyn, og temperaturen tæt på jorden vil mange steder på Fyn ligge omkring frysepunktet tirsdag morgen, og efter flere dage med meget regn kan det altså give særdeles glatte veje fra morgenstunden.

Derfor advarer Vejdirektoratet om pletvis glatte veje flere steder. Det er især på Midtfyn, i Middelfart, Nyborg og på Nordfyn, der er størst risiko for, at det kan være glat. Vejene er derfor også blevet saltet over det meste af Fyn i løbet af natten.

Fyns Politi advarer derfor også bilister om at køre efter forholdene, hvis man begiver sig ud på vejene tirsdag morgen.

- Pas på jer selv derude til fods, på cykel og i bil her til morgen - det er glat! Vi har allerede fået en del henvendelser om glat føre og desværre også haft flere uheld, skriver politiet på Twitter.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Op ad formiddagen er der mulighed for en kold men ganske fin dag, forudser TV 2 Vejret.

- Dagen starter med chance for solskin sidst på formiddagen og først på eftermiddagen. Der kommer dog også et par striber med byger i løbet af dagen, siger TV 2 Vejrets Peter Tanev.

Vejrværten kalder bygerne for ’vinterlige’, men da temperaturen i løbet af dagen vil ligge på omkring 3 grader, skal de snehungrende nok ikke sætte næsen op efter store mængder sne tirsdag.

Mulighed for frostdøgn

Den mulighed ser til gengæld bedre ud onsdag, hvor det blæser op, og der igen kommer byger ind over Fyn.

- Der kommer sne- og sludbyger og kraftig nordenvind. Det bliver efterhånden mere og mere hvide byger, så der er nok noget, der tyder på, at det kan blive noget sne, som begynder at lægge sig, siger Peter Tanev.

De kommende dage vil vi mest få tørvejr og gråvejr. Temperaturen vil komme til at ligge enten tæt på frysepunktet eller lige under både dag og nat.

- Fredag og lørdag er der en mulighed – eller risiko – for, at temperaturerne overhovedet ikke kommer over de 0 grader. Så har vi det, man kalder et frostdøgn, siger Peter Tanev.

Oversigt

    Oversigt