Regnbyger i farvandet: Det milde efterårsvejr fortsætter

Efterårsvejret ser ud til at have bidt sig fast. Men det er endnu i den milde ende.

Onsdagen starter diset på Fyn, og selv om det de fleste steder vil holde tørt, i hvert fald i løbet af formiddagen, så kan der også komme lidt smådryp.

- Der er byger i farvandet, når vi ser på radaren henover Fyn. Så der kan godt falde lidt regn, men jeg vil sige overvejende tørvejr trods alt, siger TV 2 Vejrets Andreas Nyholm.

Temperaturen ligger fra morgenstunden på en 13-14 grader. I løbet af eftermiddagen vil den stige lidt, men ikke til mere end 15-16 grader.

Igen onsdag er der i lighed med tirsdag ikke så meget vind. Den vil være relativt svag hele dagen og komme fra en østlig retning.

- Så når det er tørvejr, vil det være ganske fint. Men det kan altså sagtens være, der i løbet af dagen kan falde lidt regn, siger Andreas Nyholm.

Ud på aftenen kan der komme mere regn over især det sydfynske. Solen går onsdag aften ned klokken 19.10.