Regnfuld og grå fredag - men solen vil vise sig

Fynboerne skal forvente en fredag med regn, mens weekenden tegner til solskin og høje temperaturer.

Store bededag skal flere unge fynboer konfirmeres i de fynske kirker.

I den anledning kan det være en god idé for konfirmand og familier at medbringe sig en paraply i kirken.

For fredag tegner sig vejrmæssigt til at blive kedelig og regnfuld.

Her vil fynboerne nemlig stå op til grå himmel med spredte byger i løbet af morgentimerne. 

- Der er regn på programmet. Det bevæger sig ind fra en vestlig retning, og det skal mod øst i løbet af dagen, siger Sara Maria Franch-Mærkedahl fra TV 2 Vejret.

Dog vil temperaturen allerede være landet på omkring ti grader fra morgenstunden. Temperaturen vil fortsætte med at stige i løbet af dagen, hvor solen vil vise sig på himlen.

- Den gode historie er, at for dem der kan lide tørvejr, så vil regnvejret slippe, og så er der faktisk opklaring fra de sene eftermiddags- og aftentimer, hvor der er tørvejr og plads til solskin, siger hun.

Ifølge TV 2 Vejret vil temperaturen forvente at lande på 13 grader flere steder på Fyn i løbet af fredagen.

Gråvejr afløses af solskin

Weekenden afløser dog gråvejret med solskin og tørvejr.  

Fynboerne får skruet op for temperaturen. Her vil temperaturen nå op på hele 18 graders varme lørdag og søndag.

- Det begynder at klare op i løbet af natten til lørdag, så vi vil få en tør weekend med nogen eller en del sol, siger DMI's vagthavende meteorolog Klaus Larsen til Ritzau. 

Nogle steder i landet vil temperaturen nå hele 19 grader i weekenden. Solskinsvejret vil fortsætte i den kommende uge både mandag og tirsdag, lyder det fra DMI.

Oversigt

    Oversigt