Rekordår for efterskolerne: Markant stigning i elevtallet på fynske efterskoler

32.447 unge er i denne måned begyndt på efterskole. Det er 702 flere end sidste år og dermed rekord, oplyser forening. Fyn står for landets største stigning i antallet af efterskoleelever.

Rekordmange unge er i august begyndt på en af landets efterskoler. Det skriver Efterskoleforeningen i en pressemeddelelse.

I alt 32.447 unge er startet på en efterskole i skoleåret 2022/23. Det er det højeste antal nogensinde og en stigning på 702 elever i forhold til sidste skoleår.

- Jeg vil gerne byde hver og én velkommen. De 32.447 elever får et år med personlig og faglig udvikling, siger Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen.

Alene på Fyn er der i år 216 flere elever end sidste år, og dermed er Fyn den landsdel, hvor der er størst stigning i antallet af efterskoleelever. Fremgangen i elever er på Fyn 4,24 procent, mens den i hele landet er 2,29 procent. 

- Det går lidt på tur mellem landsdelene. Tidligere har det været Storkøbenhavn, der stod for den største stigning, og sidste år var det i Nordjylland.

Udviklingen i elevtal fordelt på efterskoleregioner de seneste tre skoleår. Kilde: Efterskoleforeningen
Udviklingen i elevtal fordelt på efterskoleregioner de seneste tre skoleår. Kilde: Efterskoleforeningen

- Men det hænger måske også sammen med, at de fynske efterskoler har været i stand til at justere op. På Langeland Efterskole har man for eksempel kunne tage ekstra mange elever ind i år, og den er som mange andre efterskoler fyldt til randen, siger Torben Vind Rasmussen. 

Afgørende brik

Ifølge Efterskoleforeningen er der alene i 10. klasse begyndt 1.238 flere efterskoleelever end sidste år. Der er tale om i alt 24.572 elever, og det betyder, at hver tredje elev fra grundskolerne tager på efterskole. 

- Efterskoler er i dag en afgørende brik i vores uddannelsessystem, og jeg tror, at det hænger sammen med, at familierne vælger efterskoler for at give deres børn noget robusthed, siger formanden for Efterskoleforeningen. 

Corona har påvirket familierne

Torben Vind Rasmussen tror også, at corona har haft indvirkning på den store stigning i antallet af elever i år. 

- Vi har haft to år, hvor de unge har mistet tid i grundskolen på grund af coronalukning. Det har betydet, at mange har huller i deres sociale kompetencer. Og familerne vurderer, at efterskolerne kan være med til at udfylde de huller, siger han. 

De fleste landsdele har oplevet fremgang i elevtilgangen, men den midt-og vestjyske region har som den eneste oplevet et fald i optagne efterskoleelever på -1,42 procent.

Den gennemsnitlige størrelse for efterskoler er i 2022 134 elever.

I 2021 var gennemsnittet 132 elever per efterskole.

Der er 241 efterskoler i Danmark.