Rekordmange foretrækker Fyns læreruddannelse

Læreruddannelsen på University College Lillebælt har fået fået det højeste antal ansøgere siden 2006. Samtidig er der mangel på lærere på arbejdsmarkedet.

En ny opgørelse afslører et rekordår for læreruddannelsen på University College Lillebælt.

I alt har 329 ansøgt om optagelse på uddannelsen som deres førsteprioritet. Interessen er ikke set lige så stor siden 2006, og det glæder Erik Knudsen, der er rektor på University College Lillebælt.

quote Det er afgørende, at vi fortsætter med at tiltrække mange til læreruddannelsen.

Erik Knudsen, rektor, University College Lillebælt

- Det giver tro på, at vi inden for en overskuelig fremtid kan nå vores store mål om at optage 400 studerende på vores læreruddannelse, siger han.

Samlet set er antallet af ansøgere steget med 18 procent i forhold til 2016, og det står i skarp kontrast til statistikkerne for 2014, hvor kun 179 så mod Fyn for at blive lærere.

Stor efterspørgsel på arbejdsmarkedet

Det høje antal ansøgere går godt i spænd med ledighedsstatistikkerne for lærere. Rundt om i landet kan det nemlig risikeres, at der er tomt foran tavlen i fremtiden, når timen begynder.

Det er blandt andet derfor, University College Lillebælt i fremtiden ønsker at kunne optage 400 studerende på deres læreruddannelse. Rektor Erik Knudsen spår, at efterspørgslen på uddannede lærere fortsat vil være stor de kommende år.

- Det er afgørende, at vi fortsætter med at tiltrække mange til læreruddannelsen, så vi kan levere den arbejdskraft, der skal være med til at sikre høj kvalitet rundt om på landets skoler.

90.563 har søgt videregående uddannelse

I alt har 90.563 sendt en ansøgning til en videregående uddannelse afsted, inden fristen for ansøgning faldt den 5. juli i år. Tal fra Uddannelses- og forskningsministeriet viser, at fynske uddannelsesinstitutioner generelt har oplevet stor interesse.

FAKTA: Ansøgere til videregående uddannelser fordelt på institutioner

I alt har 8.278 i år søgt ind på uddannelser på det pædagogiske område. Det er en stigning på 6 procent i forhold til sidste år.

Oversigt

    Oversigt