Restauratører ærgrer sig over ny lukketid: - Det er vores to bedste timer

Restauranter, caféer og barer skal fremover lukke klokken 22, og alle skal bære mundbind, når de går eller står. Det ærgrer Benny Weble fra Carlsens Kvarter i Odense.

Restauranter, barer og caféer i hele landet skal fremover lukke to timer tidligere end hidtil. Klokken 22.00 skal alle gæster derfor forlade værtshuset Carlsens Kvarter i Odense.

quote Om det er klokken 22 eller 24, kan jeg ikke se, giver nogen stor forskel

Benny Weble, medejer, Carlsens Kvarter

- Det er de to bedste timer på døgnet, så det vil være en betragtelig nedgang for os.

- Vi er typisk et sted, hvor folk kommer, når de har været til sangkor eller badminiton. De kommer her klokken ni eller ti, og det er de sidste to timer, der betyder en hel del for os. Det vil blive en dårlig tid, siger Benny Weble, som er medejer af Carlsens Kvarter, til TV 2 Fyn.

Træder i kraft lørdag

Den nye lukketid træder i kraft lørdag klokken 12. Det fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag eftermiddag.

- Coronaen har igen fået greb i vores samfund, vi står i en alvorlig situation. Vi er på vej ind i et efterår og vinter og dermed også en nye fase i kampen mod corona, sagde statsministeren.

Foreløbig gælder de nye restriktioner til 4. oktober.

Carlsens Kvarter vil rette sig efter de nye regler, men medejeren har svært ved at forstå logikken.

- Det er jo bedre end at lukke helt ned, men jeg har lidt svært ved at se, hvor meget det betyder, der hvor folk sidder ned. Om det er klokken 22 eller 24, kan jeg ikke se, giver nogen stor forskel, siger Benny Weble og fortsætter:

- Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke lytter til faggrupperne, og det har man ikke gjort her.

Men faggrupperne tænker vel med pengepungen. Hvad så med det her samfundssind?

- Vi vil fortsat gøre, hvad vi skal, men det er lidt ærgerligt, at de laver noget, man ikke rigtig kan se en god pointe i. Jeg tror ikke på, det vil hjælpe ret meget, men måske, siger Benny Weble.

Udover den tidligere lukketid, vil der også blive indført krav om mundbind på alle restauranter, caféer og barer. Gæster skal bære mundbind, indtil de sætter sig ned, og personale skal bære mundbind hele tiden.

Har du mundbind til dig og dine ansatte?

- Nej, jeg kører ud og køber nogle nu, siger Benny Weble.

Brancheorganisation uforstående

I en reaktion på,regeringens nye restriktioner skriver brancheorganisationen HORESTA, at man er uforstående over for udmeldingen.

- Vi savner dokumentation for, at det er restauranterhvervet, som har fået smittetrykket til at stige. Myndighederne har selv påpeget, at det er private fester og events, der har udløst de større smittekæder, og smitten er nu udbredt over hele samfundet. Jeg er alvorligt bange for, at man har grebet fat i det forkerte værktøj for at slå smittetrykket ned, siger Kirsten Munch, politisk direktør i HORESTA i en pressemeddelelse.

HORESTA mener, at de nye tiltag bør følges af nye hjælpepakker.

- Branchen retter selvfølgelig ind, når vi bliver bedt om det. Men der er tale om virksomheder, som snart ikke kan tage flere stød. Derfor er der akut brug for hjælpepakker – alternativet vil være en massiv konkursbølge over de kommende måneder, siger Kirsten Munch i pressemeddelelsen.

Oversigt

    Oversigt