Rigspolitiet løfter pegefinger for fynsk politileder

En leder ved Fyns Politi får advarsel, fordi aflytninger mellem advokat og klient ikke blev slettet.

Selvom syv betjente og to ledere i Fyns Politi fik kraftig kritik af rigsadvokat Ole Hasselgaard i en sag om aflytning, så nøjes Rigspolitiet med kun et give en advarsel til den ene leder.

Den løftede pegefinger kommer, fordi betjentene ikke slettede aflytninger mellem en advokat og en mistænkt samt sms'er, som retsplejeloven ellers kræver.

For lederen betyder advarslen, at det kommer til at stå i vedkommendes personalebog. Ellers er der ingen disciplinær

konsekvens i sagen, oplyser Rigspolitiet til Ritzau.

Betjentene undgik kun en straffesag, fordi de ikke har villet skade klienten eller advokaten, oplyste Rigsadvokaten tidligere.

- Det skete er alvorligt og meget beklageligt, men det er ikke kriminelt, sagde rigsadvokat Ole Hasselgaard, der mente, at politiet straks skulle have slettet samtaler og sms'er.

Sagen drejer sig om advokat Mette Grith Stages samtaler med en klient, som blev optaget af politiet, der i forvejen aflyttede den mistænkte klient.

Reglerne siger, at politiet skal slette den slags fortrolige samtaler.

Men i stedet skrev betjentene samtalerne ud og noterede også sms-beskeder og beholdt dem i flere måneder, før advokaten selv ved et tilfælde opdagede, at politiet havde overtrådt retsplejeloven.

- Reglen om at beskytte kommunikation mellem mistænkte og advokater er et helt grundlæggende princip i vores strafferetspleje og en væsentlig garanti for retssikkerheden, sagde rigsadvokat Ole Hasselgaard tidligere.

- Der er tale om en fejl, der kunne og burde være undgået, fortalte han.

Advokat Mette Grith Stage, som blev aflyttet, var langt fra tilfreds med Rigsadvokatens afgørelse.

- Jeg er ikke enig i afgørelsen, men omvendt desværre heller ikke overrasket over udfaldet. Det bekræfter mig blot i min opfattelse, hvor det at indgive en klage over politiet er som at slå i en dyne, skrev Mette Grith Stage i en mail til Ritzau.

Statsadvokat Jan Rechendorff har tidligere renset samtlige involverede, fordi betjentene ikke vidste bedre. Samtidig gik lederne fri i første omgang. De vidste nemlig ikke, at betjentene ikke kendte loven.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt